OM OS

Løvehjerterne er stiftet med vores egne hjerter. På forskellige måder har vi set og oplevet, at behovet for hjælp til børn i sorg er enormt, men at hjælpen er meget vanskelig at finde frem til. Der er forskellige tilbud til børn og unge i dag, men det er svært for pårørende at navigere i, og de møder mange forhindringer på vejen, hvilket ofte får dem til at opgive, selvom de har ønsket. Sådan skal det ikke være!

Dorthe Hyllested

Dorthe har en lang erhvervskarriere indenfor økonomi, og derudover er hun uddannet sociolog.

Dorthe er foreningens stifter og varetager alle administrative processer i forbindelse med drift af foreningen. Hun er desuden ansvarlig for den forskning, der løbende gennemføres i Løvehjerterne, og som har til hensigt at sikre, at vores tilbud til børnene altid lever op til vores standarder.

Maia Sun

Maia er den ene af vores faglige ansvarlige.

Maia har flere års erfaring i socialpædagogisk arbejde med udsatte børn, unge og familier. Maia er registreret psykoterapeut med en master i familieterapi og uddannet cand. pæd. i pædagogisk psykologi.

Berteline Lybæk Nielsen

Berteline er den anden af vores faglige ansvarlige.  

Berteline har ligeledes flere års erfaring i socialpædagogisk arbejde med udsatte/psykisk sårbare børn, unge og deres familier – både i ambulant regi, på gaden som opsøgende pædagog og i døgnregi. Berteline er uddannet pædagog og Integrativ Coach & Terapeut.

Vores gruppeledere og vores frivillige gruppehjælpere

Vores gruppeledere har alle en relevant faglig baggrund, ligesom de alle har erfaring i arbejdet med børn og unge på forskellig vis. Det er helt essentielt for os, at der altid er en høj grad af faglighed blandt vores ansatte, så vi sikrer, at vi tilbyder børnene de bedst tænkelige forudsætninger for et godt og trygt forløb hos os.

De frivillige er på samme måde valgt ud fra enten relevant faglig baggrund eller særlig motivation for arbejdet (uddannelse, egne erfaringer eller lignende). Før de frivillige er klar til at indgå i en gruppe, bliver de klædt på af vores faglige ansvarlige, så vi sikrer, at de kender til vores arbejdsmetode og forstår de bagvedliggende tanker og teorier.

Har du lyst til at blive enten gruppeleder eller frivillig i en af vores grupper, er du meget velkommen til at skrive en mail til os på info@loevehjerterne.com . I mailen skal du skrive lidt om dig selv og din motivation for at have lyst til at arbejde for Løvehjerterne. Vi vil efterfølgende tage kontakt til dig og eventuelt invitere dig til en samtale.

Faglig udvikling

Fem gange årligt mødes alle gruppeledere og frivillige til en faglig eftermiddag og aften. På disse møder vil vi præsentere relevante cases og tale om dem i fællesskab, vi præsenterer aktuel forskning, refererer aktuel faglitteratur, deler ud af de erfaringer, der er indsamlet siden sidst og vender i øvrigt alt, hvad der er relevant for vores arbejde med sorgramte børn og deres familier.

Målet med disse møder er at sikre den høje faglighed samt at anerkende vores ansatte og vores frivillige for det store arbejde, de yder for Løvehjerterne.